Væsentlige risici

De væsentligste risici i Finansiel Stabilitet vedrører usikker­heden på afviklingen af aktiviteter, som Finansiel Stabilitet har overtaget under Bankpakke I-IV samt risikoen for eventuelle tab på den indskudte kapital fra Afviklingsformuen i forbindelse med restrukturering og afvikling af nødlidende pengeinstitutter mv.
I lighed med den økonomiske opdeling mellem Bankpakke-aktiviteter, Garantiformuen samt Afviklingsformuen er Finansiel Stabilitets risici tilsvarende opdelt.
De væsentligste risici under de forskellige segmenter er beskrevet nedenfor. For yderligere omtale af risici og risikostyring henvises til note 23 i regnskabet.
Bankpakke-aktiviteter
Risici under Bankpakke-aktiviteter er i betydelig grad påvirket af de særlige opgaver, som varetages i henhold til overtagelse og afvikling af nødlidende pengeinstitutter under Bankpakkerne. I takt med at de kunderelaterede eksponeringer og retssagerne i stort omfang er nedbragt, vurderes risikoen for tab at være relativ lav.
Garantiformuen
Væsentlige risici under Garantiformuen vedrører afviklingen af aktiviteter, som Finansiel Stabilitet har overtaget under Bankpakke III-IV samt risikoen for tab fremadrettet som følge af restrukturering og afvikling af nødlidende pengeinstitutter, der medfører tab på dækkede indskud.
Såfremt afviklingen af aktiviteter i FS Finans I-IV giver anledning til tab, som ikke var forudset på overtagelsestidspunktet, vil disse tab skulle dækkes af Indskyder- og investorgaranti­ordningen. Baseret på den foreløbige afvikling er der alene konstateret yderligere tab under Bankpakke III foranlediget af afviklingen af FS Finans IV A/S.
Desuden vil placeringen af Garantiformuens investerbare midler indebære risiko, som afhænger af den valgte investeringsprofil. Det fremgår af lov om en indskyder- og investorgarantiordning, at Garantiformuens investerbare midler skal placeres i aktiver med lav risiko. Finansiel Stabilitets bestyrelse fastsætter årligt investeringsstrategien for formuen. Investereringstrategien skal fastsættes således, at Garanti­formuens disponible finansielle midler til enhver tid er proportionale med Garantiformuens potentielle forpligtelser.
Afviklingsformuen
Væsentlige risici i Afviklingsformuen vedrører tab i forbindelse med restrukturering eller afvikling af nødlidende institutter, hvor Afviklingsformuen har indskudt kapital.
Aktuelt er denne risiko udmøntet i ejerskabet af FS Finans V A/S og FS Finans VI A/S, hvor en eventuel værdiforringelse af de resterende aktiver samt manglende rentabilitet vil have en negativ indvirkning på Afviklingsformuen. Med den seneste udvikling er resultatet tæt på 0.
Desuden vil placeringen af Afviklingsformuens investerbare midler fremadrettet være omfattet af samme risikoforhold som Garantiformuen, idet investeringsstrategien er identisk.

Begivenheder efter balancedagen

Der er efter regnskabsårets udløb ikke indtruffet forhold, der har en væsentlig indflydelse på koncernens økonomiske stilling.

Forventninger til 2023

Forventningen til resultat for 2023 fastlægges ud fra de tre formuer i Finansiel Stabilitet koncernen. For Afviklingsformuen forventes et resultat på ca. 1 mia. kr., svarende til de forventede betalinger fra de bidragspligtige institutter til Afviklingsformuen. For Bankpakke-aktiviteterne og Garantiformuen forventes et mindre overskud.
Resultatforventningerne er behæftet med betydelig usik­kerhed.
Eventuelle renteændringer vil kunne påvirke resultatet i alle tre formuer, men særligt for Afviklingsformuen og Garantiformuen indebærer renterisikoen, at der kan forekomme større udsving i resultatet.
Endvidere er der fortsat usikkerhed om resultatet for 2023 for Bankpakke-aktiviteterne. I den anførte forventning til koncernresultatet indgår således ikke en mulig driftseffekt af værdireguleringer af aktiver, hvor afviklingen måtte vise sig at være enten bedre eller dårligere end de bogførte værdier.
Hertil kommer, at den fortsatte krigssituation i Ukraine og den geopolitiske usikkerhed, kan påvirke den økonomiske udvikling og dermed selskabets resultat for 2023. I lyset af den seneste udvikling på de finansielle markeder så følger Finansiel Stabilitet udviklingen tæt og drøfter løbende situationen med Erhvervsministeriet, Nationalbanken og Finanstilsynet.
Gå til indhold