Finansiel Stabilitet fremlægger regnskab for 1. halvår 2018

Finansiel Stabilitet 24. august 2018


Finansiel Stabilitet fik i 1. halvår 2018 et overskud på 449 mio. kr. Resultatet kan primært tilskrives indbetaling af bidrag til Afviklingsformuen, hvoraf 308 mio. kr. indgår i resultatet for perioden. Samlet gav Afviklingsformuen et overskud på 315 mio. kr. Ved udgangen af 1. halvår 2018 udgjorde Afviklingsformuens egenkapital 2,1 mia. kr.

Finansiel Stabilitets aktiviteter vedrørende Bankpakke I-V aktiviteter udviste i 1. halvår 2018 et overskud på 131 mio. kr. Overskuddet kan i væsentligt omfang henføres til EU-Domstolens afgørelse af 6. marts 2018 i den retssag, som FIH har anlagt mod EU. På grundlag af dommen er det vurderingen, at en andel af det tidligere indbetalte beløb fra FIH på 351 mio. kr. vil skulle indtægtsføres. Ud fra en samlet vurdering af sagen er der i 1. halvår 2018 skønsmæssigt blevet resultatført 100 mio. kr. Den samlede egenkapital for bankpakke I-V aktiviteter udgjorde 5 mia. kr. ved udgangen af 1. halvår 2018.

Garantiformuen gav i 1. halvår 2018 et overskud på 3 mio. kr. Ved udgangen af 1. halvår 2018 udgjorde Garantiformuens egenkapital 13,2 mia. kr.

Som følge af de nuværende rentevilkår og ønsket om at sikre en hensigtsmæssig forvaltning har Finansiel Stabilitet i 2. kvartal 2018 påbegyndt indfasningen af en ny investeringsstrategi. Ved udgangen af 2. kvartal 2018 har investeringen i likvide korte realkreditobligationer givet et mindre merafkast i forhold til, at midlerne var placeret i Danmarks Nationalbank til indskudsbevisrenten. Investeringen i realkreditobligationer indebærer dog en højere renterisiko som vil kunne få væsentlig betydning for Finansiel Stabilitets resultat i de enkelte år, men ikke set over en årrække.

Koncernens samlede balance var ved udgangen af 1. halvår 2018 på 23,6 mia. kr. Heraf udgjorde Bankpakke I-V aktiviteter 6,8 mia. kr., Garantiformuen 14,7 mia. kr. og Afviklingsformuen 2,9 mia. kr., mens der var koncernmellemværende for 0,8 mia. kr.

Balancen er i 1. halvår 2018 blevet reduceret med 2,5 mia. kr. som følge af udbetaling af udbytte, som vedrører Bankpakke I-V aktiviteterne. I alt var der ved udgangen af 1. halvår 2018 tilbageværende udlån og garantier for 903 mio. kr., finansielle aktiver for 231 mio. kr. og ejendomme for 3 mio. kr.

Yderligere oplysninger:
Administrerende direktør Henrik Bjerre-Nielsen, telefon 21 14 21 11
Eventuelt via pressekontakt, telefon 24 76 35 90, mail: mail@fs.dk

Se regnskabsrapport HER.