Finansiel Stabilitet – Årsrapport 2017
Finansiel Stabilitet 3. april 2018
Finansiel Stabilitet har offentliggjort årsrapport for 2017. Rapporten er tilgængelig på www.finansielstabilitet.dk
Resultat
Finansiel Stabilitet fik i 2017 et overskud på 669 mio. kr. Resultat for Finansiel Stabilitet kan opdeles i de tre segmenter, som Finansiel Stabilitet forvalter. Afviklingsformuen bidrog med et positivt resultat på 723 mio. kr., Bankpakke I-V aktiviteterne med et negativt resultat på -69 mio. kr. og Garantiformuen med et positivt resultat på 15 mio. kr.
Balance og kapital
Koncernens samlede balance var ved udgangen af 2017 på 23,6 mia. kr. Heraf udgjorde Bankpakke I-V aktiviteterne 9,3 mia. kr., Garantiformuen 13,2 mia. kr. og Afviklingsformuen 1,8 mia. kr., mens der var koncernmellemværende for ca. 0,8 mia. kr.
Egenkapitalen udgjorde samlet 22,4 mia. kr., hvoraf 13,2 mia. kr. kan henføres til Garantiformuen, 7,4 mia. kr. til Bankpakke I-V aktiviteter og 1,8 mia. kr. til Afviklingsformuen.
Det indstilles til virksomhedsmødet, at der udloddes 2.550 mio. kr. i udbytte til staten, svarende til Finansiel Stabilitets tilgodehavende vedrørende tabskaution fra staten angående Roskilde Bank. Udlodningen medfører, at Statens tabskaution til Roskilde Bank på oprindeligt 8,9 mia. kr. nu er endelig indfriet. Dermed har Finansiel Stabilitet finansieret statens tab på afviklingen af Roskilde Bank ved udlodning af udbytte. Egenkapitalen, som kan henføres til Bankpakke I-V aktiviteterne, udgør efter udlodningen 4,8 mia. kr.
Ud af Garantiformuens egenkapital kan 8,8 mia. kr. henføres til Garantiformuens Pengeinstitutafdeling. Pengeinstitutafdelingen opfylder således fortsat målniveauet, som i 2017 var opgjort til 5,8 mia. kr.
Målniveauet for 2018 og 2019 forventes med afsæt i de nuværende omfattede virksomheders dækkede indskud at udgøre henholdsvis 4,9 mia. kr. og 5,2 mia. kr.
Afviklingsformuen er fortsat under opbygning. Målniveauet forventes i 2018 opgjort til 6,1 mia. kr. og vil med de nuværende opgjorte dækkede indskud for bidragspligtige institutter udgøre 6,5 mia. kr. i 2019.
Afvikling
Ved udgangen af 2017 udgjorde bogførte udlån og garantier 1,0 mia. kr., mens beholdningen af finansielle aktiver og ejendomme var på 269 mio. kr. Hovedparten af disse aktiviteter vedrører segmentet Bankpakke I-V aktiviteter, mens en mindre del af udlånene kan henføres til FS Finans V (tidligere Andelskassen J.A.K. Slagelse), som afvikles i segmentet under Afviklingsformuen. Samlet set blev der afviklet udlån og garantier, finansielle aktiver og ejendomme for ca. 0,5 mia. kr. i 2017.
Retssager
Finansiel Stabilitet er fortsat part i et betydeligt antal retssager, som er opstået i forbindelse med overtagelsen af nødlidende institutter, herunder 8 erstatningssager mod de tidligere ledelser m.fl. i 8 af de overtagne nødlidende pengeinstitutter.
Retssagen mod den tidligere ledelse i Capinordic Bank er den første erstatningssag, som har været behandlet i retten. I oktober 2015 blev der afsagt dom i sagen. Ved dommen blev de 3 sagsøgte ledelsesmedlemmer dømt til at betale erstatning på i alt 90,5 mio. kr. Dommen er anket først af de sagsøgte og efterfølgende af Finansiel Stabilitet. Ankesagen behandles i Højesteret i november 2018.
I juni 2017 blev der afsagt dom i erstatningssagen mod den tidligere ledelse i Amagerbanken. De sagsøgte blev frifundet, og Finansiel Stabilitet blev pålagt at betale sagsomkostninger med i alt 77 mio. kr. Finansiel Stabilitet har anket en del af byrettens dom. Ankesagen vil blive behandlet i Østre Landsret i perioden januar til marts 2019.
I sagen mod den tidligere ledelse og revision i Roskilde Bank afsagde Østre Landsret dom i november 2017. Ved dommen blev alle de sagsøgte frifundet, og Finansiel Stabilitet blev pålagt at betale sagsomkostninger med i alt 72,5 mio. kr. Finansiel Stabilitet har anket dommen i forhold til den administrerende direktør og bestyrelsen.
I september 2017 påbegyndtes hovedforhandlingen dels i sagen vedrørende ebh bank, dels i sagen vedrørende Eik Bank Danmark. Hovedforhandlingen i ebh-ansvarssagen forventes at kunne afsluttes ultimo 2018, mens hovedforhandlingen i Eik Bank Danmark-sagen forventes at være tilendebragt primo 2019.
Hovedforhandlingen i sagen vedrørende Eik Bank Færøerne blev påbegyndt i januar 2018 og forventes at være afsluttet medio 2019.
Investering og porteføljeforvaltning
Som en følge af de nuværende rentevilkår og ønsket om at sikre en hensigtsmæssig forvaltning har Finansiel Stabilitet udarbejdet en ny investeringsstrategi. Investeringsstrategien vil fremadrettet omfatte køb af korte realkreditobligationer og SDO'er samt danske statsobligationer.
Finansiel Stabilitet udbød i december 2017 to mandater til porteføljeforvaltning på vegne af Garantiformuen og Afviklingsformuen. Finansiel Stabilitet har i marts 2018 indgået aftale med Jyske Bank A/S om porteføljeforvaltning af begge mandater.
Efterfølgende begivenheder
EU-Domstolen har den 6. marts 2018 offentliggjort endelig afgørelse i FIH sagen. EU-Domstolen har fastslået, at sagen skal sendes tilbage til EU-Domstolens første instans til fornyet behandling. Konsekvensen af dommen er under vurdering, herunder om en del af det deponerede beløb fra FIH på 351 mio. kr. vil kunne indtægtsføres i 2018.
Forventninger til 2018
Forventningen til resultat for 2018 fastlægges ud fra de tre segmenter i Finansiel Stabilitet koncernen. For Afviklingsformuen forventes et resultat på ca. 600 mio. kr., svarende til de forventede betalinger fra de bidragspligtige institutter i Afviklingsformuen. For Bankpakke I-V aktiviteterne forventes, uden hensyntagen til en eventuel indregning af dele af de deponerede midler fra FIH, et underskud. Ligeledes forventes Garantiformuen at komme ud af 2018 med et underskud.
Yderligere oplysninger:
Administrerende direktør Henrik Bjerre-Nielsen, telefon 21 14 21 11
Eventuelt via pressekontakt, telefon 24 76 35 90, mail: mail@finansielstabilitet.dk