Gå til indhold

20. Finansiel risikostyring

Finansiel Stabilitets risici og styring heraf er påvirket af særlige forhold som følge af, at viksomheden har overtaget nødlidende pengeinstitutter. Aktiviteter varetaget på vegne af staten er opdelt i to segmenter, Bankpakke-aktiviteter og Øvrige områder. Segmentet Øvrige områder foregår for statens regning og risiko og er ikke medtaget i det følgende. Risikostyringen foretages særskilt for hvert segment; Bankpakke-aktiviteter, Garantiformuen samt Afviklingsformuen.
Bankpakke-aktiviteter
Finansiel Stabilitet er eksponeret mod en række finansielle risici, herunder kreditrisici og i mindre omfang ejendoms- og markedsrisici. Den overordnede politik for styring af risici fastlægges centralt for koncernens selskaber og har til formål at minimere de tab, der kan opstå som følge af bl.a. uforudsigelig udvikling på de finansielle markeder.
I lyset af at Finansiel Stabilitets Bankpakke-aktiviteter er under afvikling, forventes de absolutte risici alt andet lige at være faldende.
Finansiel Stabilitet har som udgangspunkt ingen likviditetsrisici, da virksomheden har adgang til statslige genudlån. Som led i styringen sikres, at virksomhedens aktiviteter tilrettelægges så der internt sikres en tilstrækkelig likviditet.
Kreditrisiko
Kreditrisici på de overtagne engagementer styres med afsæt i lovgrundlaget for Finansiel Stabilitets virke. I medfør af dette kan Finansiel Stabilitet ikke indgå nye kundeengagementer eller som udgangspunkt ikke udvide eksisterende engagementer. Dette afgrænser i al væsentlighed kreditrisici til eksisterende udlån og garantier og udviklingen i disse. De tilbageværende kreditrisici håndteres under hensyntagen til og i sammenhæng med Finansiel Stabilitets arbejde med afviklingen, herunder principperne om at sikre økonomisk forsvarlighed, ordentlighed og redelighed i afviklingen. De tilbageværende udlån er kendetegnet ved en mindre god bonitet.
Det er vurderingen, at den resterende risiko vedrørende udlån og garantier er relativt begrænset.
Markedsrisiko
Den grundlæggende politik er, at Finansiel Stabilitet har til hensigt at minimere eksponering mod markedsrisici. I det omfang der er eksponering mod markedsrisici, er udgangspunktet, at koncernselskaberne enten foretager afvikling af aktiviteter, der giver anledning til markedsrisici, eller alternativt foretager afdækning af eksponeringer.
Bestyrelsen har fastsat rammer for Bankpakke-aktiviteters samlede eksponering mod markedsrisici (renterisiko, aktierisiko og valutarisiko). Markedsrisikoen overvåges løbende, hvorefter bestyrelsen orienteres om koncernens samlede eksponering.
Renterisiko
For Bankpakke-aktiviteter er der ingen eksponering mod renteændringer.
Aktierisiko
Finansiel Stabilitet har enkelte aktieposter. De noterede aktier er afviklet, men koncernen har fortsat enkelte sektoraktier samt mindre unoterede aktieposter på balancen.
Disse aktieposter søges løbende afhændet, men som følge af en meget begrænset likviditet er det en opgave, som har en mere langsigtet karakter. Den største aktierisiko findes i Finansiel Stabilitets beholdning af andelsbeviser, som virksomheden har modtaget som en del af betalingen for Bankpakke I.
Der henvises til note 14 Aktier mv. for opgørelse af aktiepositioner og opgørelse af aktierisici sidst i note 20.
Associerede virksomheder, jf. note 15, udgør ultimo 2023 0 mio. kr. (2022: 8 mio. kr.)
Valutarisiko
I forbindelse med Finansiel Stabilitets aktiviteter ved afvikling af nødlidende pengeinstitutter er der en valutarisiko.
Valutarisikoen afdækkes i nødvendigt omfang af de enkelte datterselskaber, således at den samlede valutakurseksponering er beskeden. I det omfang at der er kommercielle udenlandske interesser, herunder at kunder har optaget lån med henblik på at finansiere udenlandske aktiviteter, afdækkes aktiver med tilsvarende finansiering i udenlandsk valuta. Finansiel Stabilitet afdækker ikke EUR.
Ved udgangen af 2023 var valutaindikator 1, opgjort ekskl. EUR, 0,0 % (0,0 % ultimo 2022) af egenkapitalen i Finansiel Stabilitet.
Ved en ændring i kursen på EUR på 2,25 % og en ændring på 10 % i alle øvrige valutakurser vil Finansiel Stabilitets resultat blive påvirket med 1 mio. kr. (2022: 0 mio. kr.).
Der henvises i øvrigt til opgørelse af valutarisici sidst i note 20.
Likviditetsrisiko
Finansiel Stabilitet har adgang til at finansiere sig via statens genudlånsordning og bidrager bl.a. med likviditet til datterselskaberne. For at sikre overblik over Finansiel Stabilitets likviditetssituation udarbejdes der løbende skøn for det fremtidige likviditetsbehov. Det sikres dermed, at virksomheden har det nødvendige likviditetsberedskab til at kunne imødegå fremtidige forpligtelser.
Adgangen til statens genudlånsordning indebærer, at Finansiel Stabilitet løbende kan henvende sig i Statsgældsforvaltningen i Danmarks Nationalbank med henblik på at optage lån. Vilkårene fastsættes på baggrund af de gældende markeds­forhold for statens obligationslån. Adgangen til genudlånsordningen indebærer, at Finansiel Stabilitet kan håndtere uventede store betalinger uden nødvendigvis at have et meget stort anfordringstilgodehavende.
Garantiformuen
De væsentligste risici under Garantiformuen vedrører afviklingen af aktiviteter, som Finansiel Stabilitet har overtaget under Bankpakke III-IV samt risikoen for tab fremadrettet som følge af restrukturering og afvikling af nødlidende pengeinstitutter, der medfører tab på dækkede indskud. Såfremt afviklingen af aktiviteter under Bankpakke III og IV giver anledning til tab, som ikke var forudset på tidspunktet for fastsættelse af den initiale dividende på overtagelsestidspunktet, vil disse tab skulle dækkes af Indskyder- og Investorgarantiordningen. Baseret på den foreløbige afvikling er der alene konstateret yderligere tab under Bankpakke III foranlediget af afviklingen af FS Finans IV A/S.
Garantiformuens restruktureringsafdeling har indeståelser fra pengeinstitutterne ultimo 2023 for 3,2 mia. kr. (2022 3,2 mia. kr.). Der anses ikke at være kreditrisiko knyttet til disse.
Desuden vil placeringen af Garantiformuens midler fremadrettet indebære risiko, som afhænger af den valgte investeringsprofil. Det fremgår af lov om en indskyder- og investorgarantiordning, at Garantiformuens midler skal placeres i aktiver med lav risiko. Finansiel Stabilitets bestyrelse fastsætter årligt investeringsstrategien for formuen.
Investereringstrategien skal fastsættes således, at Garantiformuens disponible finansielle midler til enhver tid er proportionale med Garantiformuens potentielle forpligtelser.
Placering af de likvide midler skal ske under hensyntagen til, at al valutarisiko afdækkes (euro positioner er ikke omfattet af denne opgørelse), og renterisikoen skal holdes inden for den af bestyrelsens godkendte investeringsstrategi. Strategien opererer p.t. med et varighedsmål på 2-3 år på den investerede del af formuen.
Garantiformuen har siden 2018 gennemført investering af de likvide midler under obligationsmandater i 0-5 årige realkreditobligationer. Der er ultimo 2023 investeret 7.792 mio. kr. Den gennemsnitlige varighed på obligationerne udgør ved udgangen af 2023 2,38 år, og renterisikoen ved 1 % ændring af renteniveauet er opgjort til 186 mio. kr. (2022: 190 mio. kr.).
Finansieringen af Garantiformuen sker primært via Garantiformuens egne midler. Desuden vil der være adgang til finansiering via Finansiel Stabilitets adgang til statslige genudlån.
Afviklingsformuen
De væsentligste risici vedrører tab i forbindelse med restrukturering eller afvikling af institutter, hvor Afviklings­formuen har indskudt kapital. Desuden vil placeringen af Afviklingsformuens midler indebære risiko, som afhænger af den valgte investeringsprofil. Det fremgår af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, at Afviklingsformuens midler skal placeres i aktiver med lav risiko.
Finansiel Stabilitets bestyrelse fastsætter årligt investeringsstrategien for formuen. Investereringstrategien skal fastsættes således, at Afviklingsformuens disponible finansielle midler til enhver tid er proportionale med Afviklingsformuens potentielle forpligtelser.
Placering af de likvide midler skal ske under hensyntagen til, at al valutarisiko afdækkes (euro positioner er ikke omfattet af denne opgørelse), og renterisikoen skal holdes inden for den af bestyrelsens godkendte investeringsstrategi. Strategien opererer p.t. med et varighedsmål på 2-3 år på den investerede del af formuen.
Afviklingsformuen har siden 2018 gennemført investering af en del af formuens likvide midler under obligationsmandater i 0-5 årige realkreditobligationer. Der er ultimo 2023 investeret 2.920 mio. kr. Den gennemsnitlige varighed på obligationer udgør ved udgangen af 2023 2,38 år, og renterisikoen ved 1 % ændring af renteniveauet er opgjort til 70 mio. kr. (2022: 71 mio. kr.).