Gå til indhold

Samfundsansvar

Ikon - bygninger
Samfundsansvar
Finansiel Stabilitet skal i henhold til lovgrundlaget medvirke til at sikre den finansielle stabilitet i Danmark. Udmøntningen foregår dels forebyggende ved etablering af en afviklingsformue, udarbejdelse af afviklingsplaner og identifikation af eventuelle afviklings-hindringer, dels ved konkret at restrukturere og afvikle nødlidende pengeinstitutter. I perioder med finansiel uro skabes der sikkerhed for videreførelsen af adgangen til væsentlig kritisk infrastruktur, når Finansiel Stabilitet kan overtage nødlidende pengeinstitutter, og det i øvrigt er i offentlighedens interesse. Samtidig tilrettelægges krisehåndtering ud fra et grundlag om, at risikoen for tab for skatteyderne minimeres.
I krisehåndtering er der herudover fokus på at sikre størst mulig værdi af de overtagne aktiver og dermed minimere tabet for kreditorer og ejere samt at medvirke til finansiel stabilitet i en bredere sammenhæng. Hensynet om stabilitet i en bredere sammenhæng varetages ved, at Finansiel Stabilitet ved afvikling bl.a. tilpasser salget af aktiviteter til markedssituationen.
Finansiel Stabilitet har derudover fokus på, at de overtagne kunder fra nødlidende pengeinstitutter, i det omfang det er muligt, videreføres i regi af andre pengeinstitutter, eller af købere, der er forpligtet til at administrere kunderne i over­ensstemmelse med bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder.
Endvidere overtager Finansiel Stabilitet nødlidende penge­institutter med de eksisterende kundevilkår, og fokus er primært at sikre en hensigtsmæssig videreførelse af aktivite­terne og efterfølgende afvikling. Øvrige samfundshensyn i varetagelsen af kunde­forholdene vil derfor ikke, som i andre pengeinstitutter, være et fokusområde.  
Finansiel Stabilitet har desuden en skattepolitik, der fastsætter rammerne for virksomhedens adfærd på skatteområdet i relation til håndtering af salg af skatteaktiver i datterselskaber. Af hensyn til eventuelle kreditorer og andre interessenter er Finansiel Stabilitet forpligtet til at overveje værdien af eventu­elle skatteaktiver ved afvikling af nødlidende institutter. Samtidig er der fokus på at sikre hensigtsmæssig håndtering ud fra et samfundsmæssigt perspektiv.
Finansiel Stabilitet og dets datterselskaber lever op til ansvaret som arbejdsgiver, samarbejdspartner og forbruger af natur­ressourcer. Tilgangen er baseret på, at virksomhedens aktiviteter samtidig skal minimere eventuelle negative indvirkninger på miljø, sociale forhold, menneskerettigheder og antikorruption.
Finansiel Stabilitet har formuleret virksomhedens principper i en politik for samfundsansvar. Som led i arbejdet med samfundsansvar vil virksomheden følge relevante anerkendte standarder.
Medarbejdere
Finansiel Stabilitet ønsker at bidrage til et godt og udviklende arbejdsliv for medarbejderne under deres ansættelse. Finansiel Stabilitets virksomhedskultur er baseret på en åben, ordentlig og ligeværdig dialog. Tilgangen er baseret på frihed under ansvar og sund fornuft. Der er samtidig fokus på løbende kompetenceudvikling af medarbejderne i form af deltagelse i kurser og anden relevant efteruddannelse.
Finansiel Stabilitet har samlet retningslinjerne for medarbejderne i en code-of-conduct, som er tilgængelig på Finansiel Stabilitets hjemmeside. Disse medvirker til, at der er klarhed om Finansiel Stabilitets udgangspunkt i forhold til uafhængighed, interessekonflikter, mv.
Medarbejderstaben tilpasses løbende de opgaver, som virksomheden skal løse. I 2023 var der gennemsnitlig 43 medarbejdere ansat i Finansiel Stabilitet.
Kønsmæssig sammensætning af ledelsen
Finansiel Stabilitet ønsker en relevant mangfoldighed, som bl.a. omfatter alder og køn, i koncernens ledelsesniveauer. Finansiel Stabilitet har på den baggrund vedtaget en politik for mang­foldighed og afbalanceret sammensætning af mænd og kvinder i koncernens bestyrelser og på øvrige ledelsesniveauer. Politikken er offentliggjort på Finansiel Stabilitets hjemmeside.
For så vidt angår køn er det målsætningen, at andelen af hvert køn i bestyrelserne er minimum 40 %. I Finansiel Stabilitets bestyrelse på 7 medlemmer er kønsfordelingen 3 kvindelige medlemmer og 4 mandlige medlemmer.
I bestyrelsen på 3 medlemmer i datterselskaberne Broinstitut I A/S, Broinstitut II A/S, FS Finans III A/S, FS Finans IV A/S, FS Finans V A/S, FS Finans VI A/S er kønsfordelingen ét kvindeligt medlem og to mandlige medlemmer. I bestyrelsen på 5 medlemmer i datterselskabet FS Ejendomsselskab A/S er kønsfordelingen 3 kvindelige medlemmer og to mandlige medlemmer. Finansiel Stabilitet lever således op til målsæt­ningen for bestyrelserne.
Det er desuden virksomhedens målsætning at sikre en pas­sende sammensætning af kvinder og mænd i koncernens øvrige ledelsesniveauer. Koncernens medarbejdere skal opleve, at de har samme muligheder for karriere og lederstillinger uanset køn. Kønsfordelingen i Finansiel Stabilitets daglige ledelse er på 2 kvindelige medlemmer og 3 mandlige med­lemmer. Finansiel Stabilitet lever således op til sin målsætning for så vidt angår den daglige ledelse.
Finansiel Stabilitet har i forbindelse med ansættelses­procedurer og rekruttering fokus på den kønsmæssige sammensætning.
Samarbejdspartnere og leverandører
Virksomheden har fokus på, at anvendte leverandører lever op til de på området gældende og relevante standarder. Det gælder f.eks. inden for ejendomsområdet i forbindelse med færdiggørelse af ejendomme og projekter, som Finansiel Stabilitet overtager fra nødlidende pengeinstitutter eller som led i realisering af sikkerheder. Finansiel Stabilitet vil anvende arbejdsklausuler ved nye bygge- og anlægsopgaver uanset kontraktsum for at sikre, at udførelsen sker på danske løn- og ansættelsesvilkår.
Miljø- og klimabelastning
Desuagtet en relativt begrænset effekt, så søger Finansiel Stabilitet løbende i udøvelsen af aktiviteterne at begrænse miljø- og klimamæssige påvirkninger. Da Finansiel Stabilitet har et primært formål om at afvikle aktiviteter, så vil Finansiel Stabilitet ikke på samme måde kunne varetage de hensyn, som andre pengeinstitutter forventes at anvende i forhold til incitamentsstyring. Ikke desto mindre arbejder Finansiel Stabilitet på at kunne opgøre den miljømæssige påvirkning og sætte mål for virksomhedens egen drift.
Dataetik
Finansiel Stabilitet søger i udøvelsen af sin virksomhed at understøtte en høj grad af dataetik. Finansiel Stabilitet anvender ikke aktiv systembehandling af data eller algoritmer til dataanalyser udover det, som er forventeligt for at varetage virksomhedens centrale opgaver. For at sikre transparens og pålidelighed om datahåndtering har Finansiel Stabilitet formuleret en politik for dataetik. Politikken afspejler den relativt enkle anvendelse af data i virksomheden.