Finansiel Stabilitet – Årsrapport 2020

Finansiel Stabilitet 19. marts 2021


Finansiel Stabilitet har offentliggjort årsrapport for 2020. Rapporten er tilgængelig på www.fs.dk

Resultat

Finansiel Stabilitet fik i 2020 et overskud på 1.089 mio. kr. Resultatet for Finansiel Stabilitet kan opdeles i de tre segmenter, som Finansiel Stabilitet håndterer: Afviklings- og Garantiformuen samt Bankpakke I-V aktiviteter. Alle tre segmenter bidrog positivt til det samlede resultat i 2020.

Det væsentligste bidrag var Afviklingsformuens overskud på 931 mio. kr., mens resultatet for Bankpakke I-V aktiviteterne og Garantiformuen var på henholdsvis 108 mio. kr. og 50 mio. kr.

Det positive resultat i Afviklingsformuen kan primært tilskrives bidragsindbetaling på 941 mio. kr. fra penge- og realkreditinstitutter og visse fondsmæglerskaber.

Resultatet for Bankpakke I-V aktiviteter afspejler den fortsatte afvikling af de tilbageværende aktiviteter, hvor der i perioden har kunnet tilbageføres nedskrivninger på udlån og tilgodehavender for 143 mio. kr.

I Garantiformuen er resultatet primært opnået som følge af positive resultater i datterselskaberne FS Finans I, II og III, hvor Garantiformuen har økonomiske interesser som følge af tidligere afgivne garantier og aftaler om købesumsregulering.

Balance og kapital

Koncernens samlede balance var ved udgangen af 2020 på 22,5 mia. kr. Heraf udgjorde Bankpakke I-V aktiviteterne 6,8 mia. kr., Garantiformuen 12,5 mia. kr. og Afviklingsformuen 4,1 mia. kr., mens der var koncernmellemværende for ca. 0,9 mia. kr.

Egenkapitalen udgjorde samlet 21,8 mia. kr., hvoraf 12,4 mia. kr. kan henføres til Garantiformuen, 5,3 mia. kr. til Bankpakke I-V aktiviteter og 4,1 mia. kr. til Afviklingsformuen.

Ud af Garantiformuens egenkapital kan 8,9 mia. kr. henføres til Garantiformuens Pengeinstitutafdeling. Pengeinstitutafdelingen opfylder således fortsat målniveauet, som i 2020 var opgjort til 5,7 mia. kr. Da særlige indlånsformer, herunder pensionsmidler, ikke indgår i opgørelsen af målniveauet, er overdækningen reelt mindre. Det skønnes, at målniveauet ville være omkring 7 mia. kr., hvis de særlige dækkede indlånsformer medtages.

Afviklingsformuen er fortsat under opbygning. Målniveauet er i 2020 opgjort til 7,9 mia. kr. I 2020 har Finansiel Stabilitet fastsat målniveauet på baggrund af en skønnet fremskrivning af de dækkede indskud frem mod 2024. Denne praksis forventes fastholdt i 2021.

Ved udgangen af 2020 udgjorde de samlede brutto udlån og garantier 2,6 mia. kr., som er værdiansat til 0,5 mia. kr. Beholdningen af finansielle aktiver var på 14,4 mia. kr. Hovedparten af de tilbageværende udlån og garantier vedrører segmentet Bankpakke I-V aktiviteter, mens en mindre del af udlånene kan henføres til FS Finans V (tidligere Andelskassen J.A.K. Slagelse) og FS Finans VI (tidligere Københavns Andelskasse).

Investeringsstrategien for henholdsvis Garantiformuen og Afviklingsformuen har været uændret i 2020. Beholdningen af eksternt forvaltede finansielle aktiver, som kan relateres hertil, udgjorde ultimo 2020 11,2 mia. kr. De eksternt forvaltede investeringsporteføljer har i 2020 givet et samlet afkast på 8 mio. kr. Dette er et forbedret afkast på ca. 76 mio. kr. sammenlignet med, hvad den forvaltede portefølje alternativt ville have givet i afkast, hvis denne i stedet som alternativ havde været placeret i Danmarks Nationalbank til indskudsbevisrenten.

Retssager

Finansiel Stabilitet er fortsat part i retssager, som er opstået i forbindelse med overtagelsen af nødlidende institutter, herunder erstatningssager mod de tidligere ledelser m.fl. i 9 af de overtagne nødlidende pengeinstitutter.

I de 9 anlagte erstatningssager har Finansiel Stabilitet indtil nu fået tilkendt erstatning, der med tillæg af procesrenter pr. medio januar 2021 kan opgøres til i alt ca. 759 mio. kr. De samlede omkostninger til at føre erstatningssagerne er opgjort til 861 mio. kr. For yderligere beskrivelse henvises til årsrapporten.

Regeringen har nedsat et udvalg om skærpet ansvarsvurdering for ledelsesmedlemmer mv. i finansielle virksomheder. Finansiel Stabilitet har været repræsenteret i udvalget og har i den forbindelse haft lejlighed til at gøre opmærksom på forhold baseret på erfaringerne fra de førte erstatningsansvarssager. Ansvarsudvalget har afgivet sin betænkning 27. januar 2021.

Begivenheder efter balancedagen

I tilknytning til den gennemførte fusion mellem den Jyske Sparekasse og Vestjysk Bank i januar 2021 har Finansiel Stabilitet solgt aktier med en gevinst på 15 mio. kr. Dette supplerer den kursgevinst, som FS har opnået i 2020, og samlet har FS siden offentliggørelsen af fusionsplanerne opnået en gevinst på ca. 50 mio. kr.

I medfør af den politiske aftale vedrørende erstatning til minkavlere mv. forventes det, at der i 2021 vil blive oprettet en særlig enhed i Finansiel Stabilitet, der blandt andet kan foranledige rådgivning til visse minkavlere. Det forventes, at omkostninger til rådgivning, som i henhold til aftalen skal afholdes af enheden i Finansiel Stabilitet, vil udgøre ca. 30 mio. kr. inkl. moms. Endvidere forventes det, at erhvervsministeren får bemyndigelse til at beslutte, at Finansiel Stabilitet skal udføre andre opgaver i forbindelse med afhændelse af ejendomme og andre aktiver, hvor der vurderes behov for bistand til salg.

Forventninger til 2021

Forventningen til resultatet for 2021 fastlægges ud fra de tre segmenter i Finansiel Stabilitet koncernen. For Afviklingsformuen forventes et resultat på ca. 0,9 mia. kr., svarende til de forventede betalinger fra de bidragspligtige institutter til Afviklingsformuen. For Bankpakke I-V aktiviteterne og Garantiformuen forventes et mindre underskud. I det forventede underskud for Bankpakke I-V aktiviteterne er indeholdt udgifter til rådgivning af minkavlere, jf. ovenfor. Eventuelle renteændringer vil særligt kunne påvirke resultatet i Garanti- og Afviklingsformuen.

Resultatforventningerne indebærer generelt nogen usikkerhed, idet der fortsat er betydelig usikkerhed om resultatet i 2021 for de aktiviteter, som knytter sig til Bankpakke I-V aktiviteterne. I den anførte forventning til koncernresultatet indgår således ikke en mulig driftseffekt af værdireguleringer af aktiver, hvor afviklingen måtte vise sig at være enten bedre eller dårligere end de bogførte værdier. Derudover knytter der sig i væsentlig grad usikkerhed til udfaldet af eventualforpligtelser herunder retssager og tvister.

Hertil kommer, at effekterne af Covid-19 i Danmark fortsat kan påvirke den økonomiske udvikling og dermed selskabets resultat.

Yderligere oplysninger

Administrerende direktør Henrik Bjerre-Nielsen, telefon 21 14 21 11
Eventuelt via pressekontakt, telefon 24 76 35 90, mail: mail@fs.dk